Hvorfor har Folkets Klimamarch 2018 også fokus på social retfærdighed?

 

Jens Friis Lund og Clara Turms

 

[English summary at the end]

 

Folkets Klimamarch København 2018 har som sit centrale værdigrundlag at vi går for ’ansvarlig klimapolitik og social retfærdighed’.

I denne blog uddyber vi, hvorfor vi mener at ansvarlig klimapolitik hænger uløseligt sammen med et fokus på social retfærdighed. Det er der mindst fem gode grunde til:

1. Der er en tæt sammenhæng mellem materiel velstand og klimabelastning

2. Historisk har velstående lande det største ansvar for klimaforandringerne

3. Klimaforandringerne rammer fattige egne af kloden hårdest og fattige mennesker, uanset hvor de befinder sig, er dårligere rustet til at håndtere dem

4. De processer der driver klimaforandringerne, såsom udvinding og raffinering af fossile brændsler, ødelægger og forurener miljø, landskaber og samfund i fattige egne af kloden

5. De tiltag vi tager for at reducere CO2 emissionerne, såsom anlæg og beskyttelse af skove og vindfarme i udviklingslande, indebærer ofte, at fattige mennesker mister adgang til jord og naturressourcer

Nedenfor uddyber vi disse fem pointer som tilsammen viser hvorfor ansvarlig klimapolitik og social retfærdighed på sin vis er én og samme sag.

 

1. Der er en tæt sammenhæng mellem materiel velstand og klimabelastning

Den generelle regel om klimapåvirkning er, at jo mere velstående man er, jo mere CO2 udleder man. De 10 procent af verdens befolkning, som har den højeste indkomst, er tilsammen ansvarlige for mere end en tredjedel af de totale CO2-udledninger. I Danmark hører 75 procent af borgerne til blandt disse 10 procent. Det gennemsnitlige danske CO2-fodaftryk er opgjort til ~14 tons. Til sammenligning udleder den fattigste halvdel af jordens befolkning mindre end 2 tons CO2 om året. Givet at vi har et fast globalt carbon budget, som vi ikke kan overskride, så betyder dette, at vi ikke kan løfte hele jordens befolkning op på samme materielle velstand, som den gennemsnitlige dansker, hvis vi vil undgå eskalerende klimaforandringer.

Men også blandt danskerne er der store forskelle. Selv om den økonomiske ulighed i Danmark er relativt lav, så udleder den rigeste femtedel af den danske befolkning hele dobbelt så meget CO2, som den fattigste femtedel. De forbrugsmønstre, der knytter sig til høje indkomster i Danmark, såsom bilkørsel, flyrejser, luksusgoder og lignende, er altså særligt problematiske set ud fra en klimasynsvinkel.

Denne sammenhæng mellem materiel velstand og klimabelastning betyder, at social retfærdighed – lokalt såvel som globalt – er vigtig for at imødegå klimaforandringerne. Givet at vi globalt set har brug for at også fattige nationer bakker op om den fælles ambition, så må rige nationer vise solidaritet med fattigere nationers legitime ønske om at nedbringe fattigdom. Og rige individer – i fattige såvel som i velstående lande – må vise solidaritet med fattigere individers legitime ønske om at opnå højere velstand.

 

2. Historisk har velstående lande det største ansvar for klimaforandringerne

Om end forskerne fortsat debatterer detaljerne, så er der ingen tvivl om at de vestlige lande – som ledte industrialiseringen og dermed udnyttelsen af fossile brændsler – har ansvaret for hovedparten af de menneskeskabte CO2-emissioner. Disse CO2-emissioner – som strækker sig mere end 150 år tilbage i tiden – bidrog til opbygningen af velstanden i de vestlige lande. Dette er et tilbagevendende tema på de internationale klimaforhandlinger i FN-regi. Faktisk er  vestlige landes manglende vilje til at imødekomme udviklingslandenes krav om kompensation og støtte til deres tilpasning til klimaforandringerne én af hovedårsagerne til, at det tog så mange år at få Paris-aftalen i stand. Nu skal ambitionerne i Paris-aftalen så indfries, men det kniber gevaldigt med viljen blandt de vestlige lande – som har lovet finansiering af både klimatilpasning og tiltag til at begrænse CO2-emissionerne i udviklingslandene. Uden sådan finansiering vil fattige udviklingslande sandsynligvis ikke være hverken villige eller i stand til at tage de nødvendige skridt til at bidrage til den fælles ambition om at begrænse CO2-emissionerne. Det er endnu en grund til at social retfærdighed – globalt mellem landene – er uomgængeligt, hvis vi skal finde en løsning.

 

3. Klimaforandringerne rammer fattige egne af kloden hårdest, og fattige mennesker, uanset hvor de befinder sig, er dårligere rustet til at håndtere dem

Ikke blot er mennesker der lever i de fattige egne af kloden stort set uden skyld i klimaforandringerne, men de rammes også hårdest af konsekvenserne af forandringerne. Tørke, storme, skybrud, havspejlsstigninger rammer særligt fattige egne af kloden. Menneskers levevilkår er her ofte afhængig af landbrug, og uforudsigelige vejrfænomener der ødelægger høsten rammer dem derfor direkte på levebrødet, ligesom mennesker i fattige egne har vanskeligere ved at isolere sig fra konsekvenserne af oversvømmelser, som ofte leder til tab af indkomst og øget risiko for epidemier.

Udover at være særligt udsatte har disse egne også færrest ressourcer til at håndtere de ekstra udfordringer. Dertil har de færreste fattige lande et socialt sikkerhedsnet, der kan modvirke at udsatte mennesker havner i dyb fattigdom som konsekvens af uforudsigelige vejrfænomener. Af disse årsager går de globale målsætninger om at udrydde fattigdom derfor hånd i hånd med kampen for at begrænse klimaforandringerne.

 

4. De processer der driver klimaforandringerne, såsom udvinding og raffinering af fossile brændsler, ødelægger og forurener miljø, landskaber og samfund i fattige egne af kloden

Udover klimaforandringer er processerne forbundet med udvinding, transport og raffinering af fossile brændstoffer ofte forbundet med skadelige virkninger der særligt rammer fattige egne og individer. Olieudslip kan fx forurene drikkevand og floder. Dette kan ødelægge vandforsyningen og levegrundlaget for mennesker der er afhængige af fx fiskeri. Udvinding af kul har også alvorlige konsekvenser for landskaber og menneskers trivsel. Udvinding af fossile brændsler på land fører ofte til forurening, ødelæggelse af landskaber og at folk fordrives. Således er mere end 100 lokalsamfund fordrevet af åbne kulminer i vort naboland Tyskland siden anden verdenskrig. Forureningen der skabes ved udnyttelse af fossile brændsler har enorme, ofte oversete, omkostninger. Forskning viser således at luftforureningen fra afbrænding af kul i Europe er ansvarlig for at mere end 20.000 mennesker dør en for tidlig død hvert år. Og forskning viser også at der er en klar tendens til at udvinding, transport og raffinering af fossile brændstoffer finder sted i fattige egne – det gælder såvel rige som fattige lande. Det vil sige at skadevirkningerne ved vor fortsatte brug af beskidt men billig energi rammer fattige egne og mennesker, hvilket er endnu en grund til at klimaløsningen og social retfærdighed går hånd i hånd.

 

5. Tiltag der skal reducere CO2 emissionerne, såsom anlæg og beskyttelse af skove og vindfarme i udviklingslande, indebærer ofte at fattige mennesker mister adgang til jord og naturressourcer

Vi har brug for langt mere vedvarende energi. Men udrulningen af denne energiproduktion bør ikke ske på bekostning af fattige menneskers levevilkår. Flere initiativer, der har haft til formål at mindske CO2 udledningen, har haft negative konsekvenser for lokalbefolkninger i udviklingslande, idet man i kampen for klimaet har overset oprindelige folks rettigheder. Større naturområder og skovarealer er flere steder blevet fredet til fordel for biodiversiteten, mens landområder andre steder udnyttes til at dyrke afgrøder til biobrændsel eller købes op til vindfarme. Disse initiativer har flere steder fordrevet lokalbefolkningen eller frataget dem muligheden for at dyrke deres lokale landbrug. Dette er naturligvis problematisk, da mennesker i disse områder er uden skyld i klimaproblemet og i forvejen kæmper for at opretholde et eksistensminimum. Det er derfor vigtigt, at man i omlægningen til vedvarende energi respekterer lokalbefolkningens rettigheder, så klimakampen bliver en forenet indsats der går hånd i hånd med målsætningen om at udrydde global fattigdom og respektere indfødte folks rettigheder.

 

English summary

Why does the People’s Climate March Copenhagen 2018 include a focus on social justice?

The People’s Climate March Copenhagen 2018 has a central focus on ‘responsible climate policy and social justice’. Here we explain why we see a clear connection between these two issues that could appear unrelated to many. We see a connection for five reasons. First, there is a clear correlation between material wellbeing and CO2-footprint at national and individual levels. Thus, reducing social and economic inequality will, in and of itself, contribute to climate mitigation. Further, given that we have a fixed global carbon budget and poorer nations and individuals have legitimate reasons to seek to improve their lot, more wealth nations and individuals should agree to redistribute wealth globally and nationally. Second, wealthy nations – and industrialized western nations in particular – have a historically high responsibility for creating the climate problem. Thus, these nations should also lead the way in reducing emissions. How else to convince poorer nations to contribute their share? Third, the impacts of climate changes, such as droughts, flooding, storms, sea level rises, etc., hit poorer regions of the globe the hardest, and poorer individuals, irrespective of where they are situated, are less able to weather these impacts. Fourth, not only does the extraction, transport and processing of fossil fuels drive climate change, these processes also destroy landscapes and environments and human health, in particular in areas characterized by poverty across the World. In Germany, for instance, more than 100 villages have been razed by the lignite industry since WWII, and across Europe the burning of coal results in more than 20,000 premature deaths per year. Finally, climate mitigation initiatives, such as forest conservation, afforestation, biofuel production or wind farms, often result in displacement and evictions of poor people in rural areas of poor nations. Thus, for these reasons, we need attention to social justice – at national and global levels – and climate change as one common cause.

Klimahensyn må gå forud for hensynet til økonomisk vækst

Stefan Gaarsmand Jacobsen, Adjunkt, RUC & Jens Friis Lund, Professor, KU

 

[English summary below]

 

Denne blog er en forkortet version af en kronik trykt i Politiken 15. Juni 2018, som igen var en opfølgning på debatten i kølvandet på 301 forskeres opråb om klimapolitikkens kurs som blev trykt også i Politiken 12. maj 2018. Målet med det oprindelige opråb var at oplyse danskerne om, hvor stor udfordringen med at nå Paris-aftalens mål om at holde temperaturen under 2 grader reelt er, samt at sætte kritisk lys på fortællingen om Danmark som et grønt foregangsland.

 

Opråbet pointerede, at Danmarks ambitioner for CO2-reduktion skal være langt større, end det løst definerede mål om et lavemissionssamfund i 2050, som den gældende klimalov fra 2014 beskriver. Dét mål var i sig selv ikke over-ambitiøst. Men pt er Danmark bagefter selv i forhold til dette mål. Dertil bygger den hidtidige danske omstilling i høj grad på biomasse, hvis CO2-neutralitet der stilles stadig større spørgsmålstegn ved, samt lavt-hængende effektiviseringsgevinster, som vi ikke kan høste mere end én gang. Og nu peger forskningen på, at omstillingen der kræves for at holde temperaturstigningen under 2 grader skal gå langt hurtigere end hidtil antaget, fordi vi populært sagt ikke kan afvikle et stort globalt overtræk på CO2-kontoen i anden halvdel af dette århundrede. Forventningerne til teknologien bag såkaldte negative CO2-emissioner, der kan opsamle og lagre CO2 på globalt niveau, har været for høje.

 

På denne baggrund beskrev klimaopråbet behovet for, at vi i Danmark sætter hensynet til klima og miljø over hensynet til økonomisk vækst. Især dette udsagn blev problematiseret fra flere sider og vi har derfor skrevet denne opfølgning.

 

Det går for langsomt med den danske omstilling. Energistyrelsen har i sin basisfremskrivning fra 2018 påpeget, at Danmark med nuværende kurs kommer til at mangle 10 procent ift. de vedtagne mål for vedvarende energi i 2030. Tilsvarende har vi endnu ikke en plan for den samlede nedskæring af CO2 i landbrug, transport og bygninger på 39 procent i 2030, som er det danske bidrag til EU's samlede bidrag til Paris-aftalen. Det betyder, at vi pt skubber en stor del af CO2-regningen foran os.

 

Og Danmark er ikke alene om at have svært ved at nå de eksisterende mål. Paris-aftalen består af et fast temperaturmål og nogle midlertidige løfter om reduktioner. Temperaturmålet er det, som klimavidenskaben har fundet nødvendigt for at undgå uoverskueligt omkostningsfulde og uoprettelige skader på økosystemer og samfund verden over. De midlertidige løfter om reduktioner underskrevet for snart tre år siden lever langt fra op til temperaturmålet. Hele pointen med Paris-aftalen er derfor, at alle lande skal øge målsætningerne. Også de nuværende EU-mål skal skærpes, før de er i tråd med aftalens temperaturmål. Desværre presser Danmark ikke på for en øget klimaambition i EU.

 

Den hidtidige danske omstilling bygger i høj grad på biomasse. I 2016 fyldte biomassen over halvdelen af den vedvarende energiproduktion i Danmark, ifølge en opgørelse citeret i Klimarådets biomasserapport fra i år. Biomasse har hidtil i vide kredse været betragtet som en CO2-neutral energikilde. Dette billede er imidlertid ved at ændre sig. Således skriver Klimarådet i sin biomasserapport, at det er tvivlsomt om biomasse er CO2-neutral. Når man snakker fast biomasse, så bygger idéen om CO2-neutralitet fx på usikre antagelser om, at det tab af CO2 som sker når træer fældes, transporteres og afbrændes, til enhver tid udlignes af tilvæksten af nye træer. Dette er naturligvis langtfra altid tilfældet. Mere end 40 procent af det danske biomasseforbrug er baseret på import, herunder bl.a. fra Estland, hvor der er indikationer på at skovressourcen overudnyttes. Klimarådet påpeger desuden, at vi allerede i dag bruger langt mere biomasse, end hvad der er muligt, hvis resten af verden ville skulle følge trop. Heller ikke her er Danmark altså et land der kan vise vejen for andre. Hertil er vi i Danmark allerede nået langt med energieffektiviseringer i energiproduktion, -distribution og -forbrug og kan ikke forvente fremover at kunne høste lavt-hængende gevinster i samme grad som tidligere.

 

Sidst, men bestemt ikke mindst, så er beregningsgrundlaget for Paris-aftalen ved at ændres fundamentalt. En helt central komponent i de model-scenarier, som aftalen bygger på, handler om negative CO2-emissioner, som modellerne antager at vi på globalt niveau kan opnå på et tidspunkt i anden halvdel af dette århundrede. Kort sagt, så handler negative emissioner om, at vi globalt set skal opsamle og lagre mere CO2 end vi slipper ud. Med udsigt til negative emissioner ville vi kunne skære langsommere i CO2-emissionerne i første halvdel af århundredet mod at ’tilbagebetale’ den dermed opbyggede ’CO2-gæld’ i anden halvdel. Denne plan er ikke realistisk. Sådan lyder konklusionen i en rapport udgivet i år af et forskerhold udpeget af EU-landenes videnskabsakademier (EASAC). Og det er et budskab, der gengives i rapporten fra det danske Klimaråd.

 

Uden udsigt til negative emissionsteknologier, i stor skala, har vi, ifølge en rapport fra det Internationale Energiagentur, et globalt CO2 budget for energi-relaterede emissioner på ca. 800 gigaton, hvis vi gerne vil bevare en god chance for at holde den globale temperaturstigning på under 2 grader. Det betyder, ifølge rapporten, at vi globalt skal have CO2-neutral energiproduktion i 2060, altså blot ti år efter at vi i Danmark sigter mod at være uafhængige af fossile brændsler. Det bygger bl.a. på en antagelse om at CO2-emissionerne fra industri, skov- og landbrug og andre kilder er i nul eller netto-negative til dén tid. Danmark vil altså være uafhængig af fossile brændsler – men ikke biomasse, hvis CO2-neutralitet der nu stilles skarpe spørgsmålstegn ved – blot ti år før resten af verden skal være CO2-neutral. Det er, i vore øjne, ikke udtryk for at være et foregangsland. Særligt fordi at Danmark som et af verdens rige lande har et historisk medansvar for klimaudfordringen og dermed også et ansvar for at bære den grønne udvikling fremad. Derimod har mange udviklingslande har et legitimt behov for i mange år fremover at udvide deres økonomi og infrastruktur, så de kan løfte den materielle levestandard for deres fattige befolkninger.

 

Hvis vi i Danmark vil gå forrest, så må vi sætte klima over alle andre hensyn. Danmark bør da stile efter CO2-neutralitet inden for et par årtier. Det vil kræve drastiske ændringer af den økonomiske planlægning for infrastruktur, industri, jordbrug og de fleste danskeres hverdagsliv. Derfor må den vigtigste politiske opgave i Danmark være at finde vejen til et godt liv med et fodaftryk, der passer til planetens grænser. Det er en opgave, som bør erstatte det altoverskyggende økonomiske mål om at øge BNP-væksten.

 

Selvom de danske CO2-emissioner ifølge FN’s globale regnskab er faldet rundt regnet 30 procent siden 1990 - så har vi i samme periode haft en kraftig stigning i de indbyggede CO2-emissioner i vores import. Ifølge det forskningsbaserede Global Carbon Atlas, så reduceres faldet i danske CO2-emissioner til kun 7 procent siden 1990, når man kigger på CO2-emissioner opgjort efter forbrug, hvor importen altså inkluderes. Overordnet illustrerer disse tal to vigtige pointer. For det første, viser det at selvom et fald på 30 procent over 30 år lyder af meget, så skal emissionerne falde meget hurtigere i de kommende årtier, og nu uden den tvivlsomme biomasse. En vurdering fra et ledende forskningsteam lyder på 50 procent for hvert årti på globalt niveau, hvor lande som Danmark går foran mod at være fuldt ud CO2-neutrale i 2040. Og disse høje krav til CO2-nedskæringer kommer efter, at vi har indkasseret lavt-hængende gevinster i form af fx effektivisering af energiforsyningen. For det andet viser forskellene der opstår når vi kigger med og uden indbyggede CO2-emissioner i vores import, at vores høje forbrug driver CO2-emissioner opad andre steder på kloden. Det betyder, at vi ikke kan hæve levestandarden globalt set uden også at forøge CO2-emissionerne. Derfor vil et fortsat højt – og endda stigende – dansk forbrug reducere mulighederne for at andre, fattigere lande kan opnå en højere levestandard.

 

Konsekvensen er, at vi i Danmark står overfor en enorm udfordring med at sikre at de danske CO2-emissioner falder langt hurtigere i de kommende år. Dertil kommer en vigtig opgave med at opmuntre andre lande til at øge deres grønne ambitionsniveau. Det sidste er nemmere, hvis Danmark selv går forrest. Det er grundene til, at vi peger i retning af en langt mere grundlæggende og hurtig omstilling – hvor hensyn til konkurrenceevne og vækst klart underordnes hensynet til klima og miljø.

 

Det betyder ikke nødvendigvis, at vi i Danmark skal have negativ vækst. Men det betyder at al planlægning skal ske under hensyntagen til et absolut krav om en årlig reduktion i CO2-emissioner, der bringer os i nul inden for et par årtier. Det vil betyde, at ethvert politisk initiativ, der øger CO2-emissionerne vanskeligt kan retfærdiggøres. Set i dét lys er det fx svært at se fornuften i planerne om at udvide Københavns Lufthavn.

 

Flere store danske virksomheder er bevidste om nødvendigheden af klarere planer for omstilling i Danmark. De største virksomheder på energispareområdet - Velux, Danfoss, Rockwool og Grundfoss – har ligget i åben mediekrig med regeringen om, hvordan Danmark skal leve op til EUs krav om energibesparelser. Disse virksomheder kræver mere ambitiøse målsætninger for isolering og varmeeffektivitet, der kan have stor betydning for Danmarks samlede CO2-regnskab. Det er et eksempel på, at visse dele af industrien er mere opmærksomme på Paris-aftalens virkelighed end regeringen

 

Eksemplet viser også, at offentlige investeringer og regulering er afgørende for grøn innovation. Innovation forbindes ofte med højteksponerede private innovatører og finansielle guruer som Elon Musk, Bill Gates og Jeff Bezos. Men økonomen Mariana Mazzucato’s forskning fx peger på, at statslige og mellemstatslige institutioner har været dominerende for de centrale innovationer på miljøområdet over de seneste 10-15 år. Dette internationale billede lader til at gå igen ift. danske innovationssuccesser, hvad enten vi taler om vindmøller, medicin, isolering eller bioforgasning. De første skridt til de store industrielle transformationer stod og faldt med forskning og offentlige investeringer. Offentlige institutioner er ofte mere villige til at tage store risici, hvor der samtidigt er potentiale for langsigtede samfundsmæssige gevinster. Offentlige investeringer er naturligvis særligt vigtige ift. klima, hvor investeringerne i mange tilfælde ikke har direkte kommercielt sigte, men handler om at undgå eskalerende udgifter og risiko for klimakatastrofer.

 

Samlet set, så mener vi, at reaktionen på forskernes klimaopråb understreger dets nødvendighed, som startskuddet til en mere realistisk offentlig debat om, hvad den globale klimaudfordring kræver af os i Danmark. Vi mener, at denne udfordring kræver helt nye svar fra vore politikere. Derfor efterlyser vi et reelt dansk klimalederskab som ser realiteterne i øjnene og griber de muligheder som selv denne fundamentale udfordring også repræsenterer.

 

English summary

This blog is a shortened version of an op-ed printed in the Danish national newspaper Politiken June 15, 2018, which again was a follow-up text to the call by 310 Danish researchers on Danish politicians also printed in Politiken May 12, 2018. In the blog, we demonstrate how Denmark must cut its CO2-emissions at a much faster rate than hitherto in order to contribute its share to reaching the Paris Agreements aim of keeping the average global temperature increase to less than 2 degrees. This is so for four reasons. First, current Danish policies are insufficient to meet current Danish national ambitions and pledges to the EU. Second, while Denmark has cut its CO2-emissions over the past three decades according to the UN global CO2 accounting system, this has happened alongside an increase in CO2-emissions embodied in Danish imports. If these imported CO2-emissions are accounted for, the CO2-emissions associated with Danish consumption have only decreased slighly over the past three decades. Third, the majority of the gains in the Danish transformation away from fossil fuels has been based on biomass, the CO2-neutrality of which is now seriously questioned. Fourth, the emissions reductions that Denmark – and other nations – have so far pledged themselves to must now be ramped up significantly, as they have been based on presumptions that we globally could attain large net-negative emissions in the second half of the 21st century. These presumptions are now increasingly seen as unrealistic, which implies that a country such as Denmark – with its large historical responsibility for climate change, wealth, and relatively advanced transformation towards renewables – should become CO2-neutral by ~2040 in order to inspire other, less wealthy and advanced countries, to commit to what they must achieve for the World to become CO2-neutral a decade or so later. To achieve this, we argue, Danish politicians must put concerns for climate before concerns for economic growth.