Hvorfor har Folkets Klimamarch 2018 også fokus på social retfærdighed?

 

Jens Friis Lund og Clara Turms

 

[English summary at the end]

 

Folkets Klimamarch København 2018 har som sit centrale værdigrundlag at vi går for ’ansvarlig klimapolitik og social retfærdighed’.

I denne blog uddyber vi, hvorfor vi mener at ansvarlig klimapolitik hænger uløseligt sammen med et fokus på social retfærdighed. Det er der mindst fem gode grunde til:

1. Der er en tæt sammenhæng mellem materiel velstand og klimabelastning

2. Historisk har velstående lande det største ansvar for klimaforandringerne

3. Klimaforandringerne rammer fattige egne af kloden hårdest og fattige mennesker, uanset hvor de befinder sig, er dårligere rustet til at håndtere dem

4. De processer der driver klimaforandringerne, såsom udvinding og raffinering af fossile brændsler, ødelægger og forurener miljø, landskaber og samfund i fattige egne af kloden

5. De tiltag vi tager for at reducere CO2 emissionerne, såsom anlæg og beskyttelse af skove og vindfarme i udviklingslande, indebærer ofte, at fattige mennesker mister adgang til jord og naturressourcer

Nedenfor uddyber vi disse fem pointer som tilsammen viser hvorfor ansvarlig klimapolitik og social retfærdighed på sin vis er én og samme sag.

 

1. Der er en tæt sammenhæng mellem materiel velstand og klimabelastning

Den generelle regel om klimapåvirkning er, at jo mere velstående man er, jo mere CO2 udleder man. De 10 procent af verdens befolkning, som har den højeste indkomst, er tilsammen ansvarlige for mere end en tredjedel af de totale CO2-udledninger. I Danmark hører 75 procent af borgerne til blandt disse 10 procent. Det gennemsnitlige danske CO2-fodaftryk er opgjort til ~14 tons. Til sammenligning udleder den fattigste halvdel af jordens befolkning mindre end 2 tons CO2 om året. Givet at vi har et fast globalt carbon budget, som vi ikke kan overskride, så betyder dette, at vi ikke kan løfte hele jordens befolkning op på samme materielle velstand, som den gennemsnitlige dansker, hvis vi vil undgå eskalerende klimaforandringer.

Men også blandt danskerne er der store forskelle. Selv om den økonomiske ulighed i Danmark er relativt lav, så udleder den rigeste femtedel af den danske befolkning hele dobbelt så meget CO2, som den fattigste femtedel. De forbrugsmønstre, der knytter sig til høje indkomster i Danmark, såsom bilkørsel, flyrejser, luksusgoder og lignende, er altså særligt problematiske set ud fra en klimasynsvinkel.

Denne sammenhæng mellem materiel velstand og klimabelastning betyder, at social retfærdighed – lokalt såvel som globalt – er vigtig for at imødegå klimaforandringerne. Givet at vi globalt set har brug for at også fattige nationer bakker op om den fælles ambition, så må rige nationer vise solidaritet med fattigere nationers legitime ønske om at nedbringe fattigdom. Og rige individer – i fattige såvel som i velstående lande – må vise solidaritet med fattigere individers legitime ønske om at opnå højere velstand.

 

2. Historisk har velstående lande det største ansvar for klimaforandringerne

Om end forskerne fortsat debatterer detaljerne, så er der ingen tvivl om at de vestlige lande – som ledte industrialiseringen og dermed udnyttelsen af fossile brændsler – har ansvaret for hovedparten af de menneskeskabte CO2-emissioner. Disse CO2-emissioner – som strækker sig mere end 150 år tilbage i tiden – bidrog til opbygningen af velstanden i de vestlige lande. Dette er et tilbagevendende tema på de internationale klimaforhandlinger i FN-regi. Faktisk er  vestlige landes manglende vilje til at imødekomme udviklingslandenes krav om kompensation og støtte til deres tilpasning til klimaforandringerne én af hovedårsagerne til, at det tog så mange år at få Paris-aftalen i stand. Nu skal ambitionerne i Paris-aftalen så indfries, men det kniber gevaldigt med viljen blandt de vestlige lande – som har lovet finansiering af både klimatilpasning og tiltag til at begrænse CO2-emissionerne i udviklingslandene. Uden sådan finansiering vil fattige udviklingslande sandsynligvis ikke være hverken villige eller i stand til at tage de nødvendige skridt til at bidrage til den fælles ambition om at begrænse CO2-emissionerne. Det er endnu en grund til at social retfærdighed – globalt mellem landene – er uomgængeligt, hvis vi skal finde en løsning.

 

3. Klimaforandringerne rammer fattige egne af kloden hårdest, og fattige mennesker, uanset hvor de befinder sig, er dårligere rustet til at håndtere dem

Ikke blot er mennesker der lever i de fattige egne af kloden stort set uden skyld i klimaforandringerne, men de rammes også hårdest af konsekvenserne af forandringerne. Tørke, storme, skybrud, havspejlsstigninger rammer særligt fattige egne af kloden. Menneskers levevilkår er her ofte afhængig af landbrug, og uforudsigelige vejrfænomener der ødelægger høsten rammer dem derfor direkte på levebrødet, ligesom mennesker i fattige egne har vanskeligere ved at isolere sig fra konsekvenserne af oversvømmelser, som ofte leder til tab af indkomst og øget risiko for epidemier.

Udover at være særligt udsatte har disse egne også færrest ressourcer til at håndtere de ekstra udfordringer. Dertil har de færreste fattige lande et socialt sikkerhedsnet, der kan modvirke at udsatte mennesker havner i dyb fattigdom som konsekvens af uforudsigelige vejrfænomener. Af disse årsager går de globale målsætninger om at udrydde fattigdom derfor hånd i hånd med kampen for at begrænse klimaforandringerne.

 

4. De processer der driver klimaforandringerne, såsom udvinding og raffinering af fossile brændsler, ødelægger og forurener miljø, landskaber og samfund i fattige egne af kloden

Udover klimaforandringer er processerne forbundet med udvinding, transport og raffinering af fossile brændstoffer ofte forbundet med skadelige virkninger der særligt rammer fattige egne og individer. Olieudslip kan fx forurene drikkevand og floder. Dette kan ødelægge vandforsyningen og levegrundlaget for mennesker der er afhængige af fx fiskeri. Udvinding af kul har også alvorlige konsekvenser for landskaber og menneskers trivsel. Udvinding af fossile brændsler på land fører ofte til forurening, ødelæggelse af landskaber og at folk fordrives. Således er mere end 100 lokalsamfund fordrevet af åbne kulminer i vort naboland Tyskland siden anden verdenskrig. Forureningen der skabes ved udnyttelse af fossile brændsler har enorme, ofte oversete, omkostninger. Forskning viser således at luftforureningen fra afbrænding af kul i Europe er ansvarlig for at mere end 20.000 mennesker dør en for tidlig død hvert år. Og forskning viser også at der er en klar tendens til at udvinding, transport og raffinering af fossile brændstoffer finder sted i fattige egne – det gælder såvel rige som fattige lande. Det vil sige at skadevirkningerne ved vor fortsatte brug af beskidt men billig energi rammer fattige egne og mennesker, hvilket er endnu en grund til at klimaløsningen og social retfærdighed går hånd i hånd.

 

5. Tiltag der skal reducere CO2 emissionerne, såsom anlæg og beskyttelse af skove og vindfarme i udviklingslande, indebærer ofte at fattige mennesker mister adgang til jord og naturressourcer

Vi har brug for langt mere vedvarende energi. Men udrulningen af denne energiproduktion bør ikke ske på bekostning af fattige menneskers levevilkår. Flere initiativer, der har haft til formål at mindske CO2 udledningen, har haft negative konsekvenser for lokalbefolkninger i udviklingslande, idet man i kampen for klimaet har overset oprindelige folks rettigheder. Større naturområder og skovarealer er flere steder blevet fredet til fordel for biodiversiteten, mens landområder andre steder udnyttes til at dyrke afgrøder til biobrændsel eller købes op til vindfarme. Disse initiativer har flere steder fordrevet lokalbefolkningen eller frataget dem muligheden for at dyrke deres lokale landbrug. Dette er naturligvis problematisk, da mennesker i disse områder er uden skyld i klimaproblemet og i forvejen kæmper for at opretholde et eksistensminimum. Det er derfor vigtigt, at man i omlægningen til vedvarende energi respekterer lokalbefolkningens rettigheder, så klimakampen bliver en forenet indsats der går hånd i hånd med målsætningen om at udrydde global fattigdom og respektere indfødte folks rettigheder.

 

English summary

Why does the People’s Climate March Copenhagen 2018 include a focus on social justice?

The People’s Climate March Copenhagen 2018 has a central focus on ‘responsible climate policy and social justice’. Here we explain why we see a clear connection between these two issues that could appear unrelated to many. We see a connection for five reasons. First, there is a clear correlation between material wellbeing and CO2-footprint at national and individual levels. Thus, reducing social and economic inequality will, in and of itself, contribute to climate mitigation. Further, given that we have a fixed global carbon budget and poorer nations and individuals have legitimate reasons to seek to improve their lot, more wealth nations and individuals should agree to redistribute wealth globally and nationally. Second, wealthy nations – and industrialized western nations in particular – have a historically high responsibility for creating the climate problem. Thus, these nations should also lead the way in reducing emissions. How else to convince poorer nations to contribute their share? Third, the impacts of climate changes, such as droughts, flooding, storms, sea level rises, etc., hit poorer regions of the globe the hardest, and poorer individuals, irrespective of where they are situated, are less able to weather these impacts. Fourth, not only does the extraction, transport and processing of fossil fuels drive climate change, these processes also destroy landscapes and environments and human health, in particular in areas characterized by poverty across the World. In Germany, for instance, more than 100 villages have been razed by the lignite industry since WWII, and across Europe the burning of coal results in more than 20,000 premature deaths per year. Finally, climate mitigation initiatives, such as forest conservation, afforestation, biofuel production or wind farms, often result in displacement and evictions of poor people in rural areas of poor nations. Thus, for these reasons, we need attention to social justice – at national and global levels – and climate change as one common cause.